|
CulturCronik:
Af Troels Chr. Jakobsen
Har teatret overhovedet nogen plads i det moderne samfund? Og hvad har det med jordskælv, børskrak og magneter at gøre? Teatrets gamle sandheder i nyt naturvidenskabeligt lys
Teater har i Vesten været en overvældende succes siden grækerne for over 2000 år siden fik styr på grundreglerne. Siden er det sket mange ting, nye regler og måder er opstået og siden forgået. Det seneste helt store skift skete omkring Det moderne gennembrud i 1880-90rne, hvor teatret bragte virkeligheden ind på scenen, opfandt en ny spillestil og 'den fjerde væg'. Teatret satte derpå i mange år en dagsorden i offentligheden. Helt op i 40rne og 50rne var det forsidestof, når et nyt dansk stykke havde premiere. Her taler vi ikke om en notits, men om anmeldelser bragt på forsiden.
Men helt så vitalt er teater ikke længere. Der er masser af publikum i Danmark. Der er altså ikke krise i den henseende. Men ingen forventer vist for alvor at teatret sætter en dagsorden, blot at de vedligeholder og opdaterer traditionen, og tilbyder lidt underholdning. Og det er en krise i en helt anden forstand. Mange deler vist fornemmelsen af at teatret er en ældre dame, kær og vis, men nok lidt tung at danse med. Måske kunne en lille affære med den nyeste naturvidenskabelige forskning være en passende foryngelseskur.
Siden film, radio og tv's fremkomst har teatret mistet sin eneret på dramatikken som kunstform, og især på 'virkeligheden' som stilart, og dermed sin mulighed for at tiltrække publikum alene på det grundlag. Man kan påstå at de nyere medier fremstiller mange dramatiske fortællinger væsentligt bedre og mere overbevisende end teatret i kraft af deres forskellige åbenlyse fortrin. Nogle vil endda mene at teatret af den grund nærmer sig det overflødige. Alligevel fastholder meget teater en 'realisme' eller i det mindste den fjerde vægs adskillelse af skuespillere og tilskuere.
For et par år siden til en middag i kollegaers kreds udtalte en tv-manuskriptforfatter, at han stort set altid havde kedet sig i teatret (og det er han nok ikke alene om), og at han snildt kunne forbedre de fleste forestillinger. Nu har han ikke gjort det, og det er der måske en bedre grund til, end blot hans egen travlhed i tv-branchen.
Live-effekten
Teater adskiller sig fra alle andre kunstformer (på nær live-musikken) ved at behøve både et levende publikum og mindst lige så levende udøvere. Som professoren ved begynderkurset på universitetet minimal-definerer teater: én optrædende foran én tilskuer. Derfor må det være i salen, i mødet mellem de to, at svaret på hvorfor det til tider kan synes at være i krise og ikke mindst på hvorfor teater alligevel er nødvendigt.
Det er heller ikke gået de fleste teaterfolks næse forbi. Enhver teaterdirektør og adskillige teaterkunstnere betoner i PR-materiale og interviews netop live-aspektet som teatrets adelsmærke i forhold til de truende nye medier. Det virker også som om publikum har fattet det. I hvert fald er det ofte den grund, mange giver til deres teaterbesøg i diverse undersøgelser. Og de strømmer ind - men til hvad?
Det kunne være interessant at se nærmere på hvad dette live-element indeholder eller betyder, og ikke blot lade det hvile med den rørende enighed om at det er sundt og dejligt at være sammen med andre mennesker - sådan rigtigt, i kød og blod.
En af de 'floskler' eller sandheder, der går igen, handler om at det uforudset kan ske - alt lige fra en skuespiller, der snubler eller glemmer en replik, til at alt på 'magisk' vis går op i en højere enhed og giver forestillingen en ny, uventet mening.
Skuespillere (og sikkert også operasangere og dansere) kender alle til de udsving man kan opleve fra aften til aften, når man spiller en forestilling. "Det var en rigtig, rigtig skidt aften! Hvad fanden skete der? De var slet ikke med ude i salen, var der nogle, der grinte kort før pausen? Eller hostede de bare? Var vi flok ukoncentrerede røvhuller eller var det simpelthen bare årtiets dårligste publikum? Hvad fanden, det er sgu' da ellers gået så godt!".
Meningerne kan være mange, og det er ofte meget svært at sætte fingeren på årsagen. Det er endda ofte sådan, at det som skuespillerne oplever som en dårlig aften, opleves klart tilfredsstillende af publikum. Og i de modsatte tilfælde, hvor alt svinger og går op i en højere enhed, er det endnu mere umuligt at give en forklaring. Ligesom det er umuligt at gentage succesen aftenen efter, eller på anden måde beslutte sig for at skabe en 'magisk' aften. Desværre, kunne man forledes til at sige.
Her ligner det et fænomen, som især den matematiske videnskab har kastet sin kærlighed på og indkredset de sidste 20-30 år. Og måske kan teatret finde nogle svar og nye spørgsmål ved at spejle sig i den forskning.
Hvornår kommer det næste jordskælv?
Forskerne har blandt andet undret sig over hvorfor videnskaben har haft så exceptionelt lidt held med at forudsige jordskælv. Man har trods alt indsamlet data om verdens jordskælvszoner i hen ved 100 år og har et ret indgående kendskab til de geologiske forhold omkring jordskælv. Men faktisk har man ikke været i nærheden af noget der bare tilnærmelsesvis ligner en pålidelig forudsigelse. De udskældte metrologer klarer sig langt bedre.
Kort sagt viser det sig at jordskælv er et af en lang række fænomener som forskerne nu under et kalder for kritiske systemer, og som alle har en række fællesnævnere, blandt andet at de er umulige at spå om. Aktiekurser, skovbrande, skred i sandbunker og masse-uddøen af dyrearter er nogle få eksempler. Hvad har det så med teater at gøre?
Scenen og salen, de optrædende og publikum, er tilsammen et sådant system i en kritisk tilstand. Alle påvirker hinanden i et uhyre komplekst samspil. De elektroniske medier har taget en væsentlig del af kompleksiteten ud af ligningen ved at 'filmen' er fastlagt og altid den samme, men selv da kan alt afhænge af publikums tilstand. Alle kender til at have set en film og fundet den fantastisk eller kedelig, for derpå, en kortere eller længere tid senere, at gense filmen og opdage, at den faktisk er lige det modsatte. Så selv med 'statiske' film og en enkel tilskuer er resultatet uberegneligt. Ethvert enkelt menneske er nemlig i sig selv et uforudsigeligt 'system'.
Den store brand
Derfor kunne en af pointerne for teaterfolk, både bag, på og foran scenen, være at vi må leve med at resultatet er uberegneligt, at det er umuligt at kontrollere udfaldet af begivenhederne i salen. Hvis man ser på andre kritiske systemer, som mennesker af meget gode grunde har forsøgt at kontrollere, kunne man måske lære noget om, hvad konsekvenserne kan blive.
Yellowstone Nationalpark i USA, er ikke kun et betagende smukt og fredfyldt stykke natur, den er også scenen for flere hundrede skovbrande hvert år. Men over 100 års erfaring med bekæmpelsen havde indtil 1988 gjort det til en nærmest rutinemæssig affære at inddæmme og nedkæmpe de brande, hvoraf den største havde været helt tilbage i 1886 og havde nedbrændt ca. 100 kvadrat km skov. Men sidst i juni 1988 eksploderede fire almindelige brande til en uforudsigelig brand, der ryddede over 6000 kvadrat km skov ud af parkens ca. 9000.
Som for alle kritiske systemer var der ikke nogen egentlig årsag, kun omstændigheder, men i Yellowstone var de helt særlige. Da man i så mange år med held havde bekæmpet de små og mellemstore skovbrande, og forhindret dem i at vokse sig store, var der en overflod af brændbart materiale hobet op, der bare ventede på de rette tilfældigheder for at udløse, ikke bare en stor, men en nærmest altopslugende brand. Yellowstone var det man kalder et 'superkritisk system'. På samme måde kan lidt for succesfuld styring af teaterlivets system, som fx ARTEs abonnementsordning, måske lægge i kakkelovnen til senere kriser? Og hvad gør man så?
Selvorganiserende kritiske systemer
Det som denne nye gren af teoretisk fysik har gjort ved en lang række 'uforklarlige' fænomener, er at træde på afstand og se bort fra alle mulige 'virkelige' detaljer i årsager og konsekvenser, og kun se på den rene matematik i hvad man kunne kalde hyppigheden og voldsomheden af fænomenerne. Det, som da afslører sig, er hvad forskerne har døbt en 'power law'. Alle disse forskellige fænomener, der ellers ikke kan sættes på formel, frembringer alle en mere eller mindre ensartet graf, når man ser på sammenhængen mellem fænomenernes hyppighed og størrelse. For hver gang størrelsen fordobles falder hyppigheden med en bestemt faktor, således at der fx for jordskælv gælder at for hver gang deres størrelse fordobles er der fire gange færre af dem. Det som forskerne mener at have afsløret er en bagvedliggende struktur, for det som man nu kalder 'systemer i en kritisk tilstand', hvor det ikke giver mening at forklare den sædvanlige årsag-effekt-sammenhæng og hvor det derfor også er umuligt at forudsige systemets fremtid. Prøv fx at forklare årsagen til 1. verdenskrig eller at forudsige den næste.
Systemer af enhver art kan befinde sig i én af tre tilstande, i en fuldstændig stabil orden, i aldeles kaos, eller i den kritiske tilstand midt i mellem. Hvis man ser på en magnet som model for at forstå tilstandene, så vil de fleste være bekendt med fysiktimens billede af den store magnet med en masse mini-magneter indeni, en masse pile, der enten peger mod nord eller syd. Mini-magneterne er jern-atomer, og alle atomerne påvirker hinanden til at pege den samme retningen, og derved opnår jernet en tilstand af perfekt orden og bliver magnetisk. Bliver jernet opvarmet til over 770 grader celsius overvinder varmepåvirkningen atomernes indbyrdes påvirkningen, og de peger i 117 retninger og alt er kaos. Midt mellem de to tilstande, lige omkring de 770 grader celsius, er jernet i den kritiske tilstand. Her påvirker atomerne stadig hinanden, men uden at falde i samme hak alle sammen og kun pege i én retning. Større eller mindre sammenhængende områder af atomer i jernet peger enten mod nord eller syd, og jo større område, jo færre af dem. Altså en 'power law'.
Det magnetiserede publikum
Selvom det sikkert er enhver chefs hemmelige drøm, at vi mennesker ville opføre os som jernatomer ved under 770 grader celsius, så er det nok nærmere sådan, at vi grundlæggende set, både som samfund og som individ, er kritiske systemer. Der kan være en vis orden på tingene, men selv de mest ordentlige og fornuftige af os, gør uventede ting. Mange teaterledere og -kunstnere er ikke anderledes end at de også ønsker at kunne omforme publikum til en magnet, hvor alle de små pile peger mod enighed om forestillingens fortræffelighed.
Her finder vi skellet mellem de, der ser teater som kunst og de, der ser det som underholdningsindustri. I det kunstneriske syn opsøger man det uventede, og har en accept af at det ikke altid indtræffer eller medfører succes. Med underholdningsindustriens vinkel falder man ofte i fælden med at forsøge at planlægge sig til succes. Og selvom det næppe er nogen hemmelighed, at det ikke er en helt enkelt manøvre, så leverer videnskaben om kritiske systemer nu et bevis og et svar på, hvorfor det er sådan. Nemlig at der er et underliggende princip for alle selv-organiserende, kritiske systemer lige fra molekyler over naturkatastrofer til det menneskelige felt, hvorom det gælder at årsag-effekt sammenhænge ikke er relevante, hvor intet kan forudsiges med sikkerhed, og kun omstændigheder og tilfældigheder spiller ind.
Desværre er det vist sådan i megen dansk (og vesterlandsk) teater, at selv de institutionelle teatre, der ellers har en hensigt om at være kunstneriske, planlægger i for høj grad med ambitionen om at opnå succes. Det kan have mange årsager. Den eneste rigtige gode grund, er den indlysende sandhed om at uden publikum, har man intet teater. Men selv med dette for øje er det en forsyndelse mod teatrets natur, som skildrer af menneskelig handling, og mod menneskers natur som 'kritisk systemer', når succes-planlægning og -kontrol sniger sig ind, mere eller mindre bevidst.
Selv om det det i stor udstrækning helt sikkert kan lykkes at 'ensrette' en stor del af publikum, så vil det, med Yellowstone som metafor, kunne føre til et superkritisk system, hvor man med et slag kan miste en stor del af sit teaterpublikum, fordi de bliver 'udbrændte' af ensretningen.
En stoisk strategi
Men hvad gør man så, når man har et stort og oprigtigt ønske om at få et publikum i teatret? Hvad enten man forholder sig til den enkelte forestilling eller teaterpolitisk, må man besinde sig på vores verdens kritiske tilstand. Det betyder at man må opgive forsøg på direkte kontrol og indse, at det kun ligger i vores magt at påvirke omstændighederne. Ved at få indsigt i hvordan teater opfører sig som kritisk system, og skabe de omstændigheder, der befordrer denne tilstand og ikke forsøge at skubbe teatret i den alt for ordnede eller kaotiske grøft.
På politisk og administrativt niveau kunne det betyde skabelse af større fleksibilitet for produktionsforholdene. I øjeblikket er størstedelen af resurserne til teaterproduktion bundet fast i forskellige, ufleksible systemer. Selv hos Kunstrådets Teaterudvalg (det gamle Teaterråd, der parentes bemærket, har alt for få midler), og som skal støtte enkeltprojekter uden for de institutionelle teatre, uddeles midlerne én gang årligt og med en behandlingsgang for ansøgninger, der betyder at projektgrupperne skal planlægge en forestilling med en tidshorisont på 2 år før premieren. Dette er unødvendigt. Det burde være muligt at producere teater med en kortere planlægningshorisont.
På forestillingsniveau er der egentlig ikke nogen afgørende grundlæggende ny indsigt at hente, måske kun en bestyrkelse af hvad de fleste skuespillere udmærket ved: At fra det øjeblik du går ind på scenen, skal du slippe kontrollen. Du kan forberede dig nok så meget i prøveperioden, men hvis du forsøger at fastholde kontrollen og være 'dygtig' og gøre alt som planlagt, så mister du helt sikkert 'magien'.
Det er præcist det, som gør teaterskuespilleres arbejde så afsindigt krævende (og udfordrende). På trods af, eller måske netop på grund af vores natur som 'kritiske systemer', så har de fleste mennesker det ikke helt godt med at slippe kontrollen. Når du oven i købet skal gå ind på en scene foran et publikum, og ikke blot huske dine replikker, men også arrangementet for dine bevægelser og opførelse, og det samtidig er dig magtpåliggende at formidle alt det fantastiske din rolle og forestillingen har i sig, så bliver det endnu mere vanskeligt. Kunsten er ikke at huske replikkerne, kunsten er ikke at huske på replikkerne. Det kræver en nærmest stoisk indstilling, hvor du er rede til at møde, hvad der end kommer.
Vi lever i en kritisk tilstand
Hvis man ville tage live-værdien alvorligt og forholde sig til den konsekvent, kunne man måske med indsigten om hele salen som kritisk system genoptage og udbygge traditionerne for en mere direkte kontakt mellem optrædende og tilskuere. Den italienske teatermand Dario Fo beskriver hvordan de i hans kompagni altid tager grundigt bestik af publikum før en forestilling, for bedre at kunne spille direkte til dem. Det er ikke noget Fo har opfundet, mange før ham og siden hen, har den erfaring, også dansk børneteater gør det i vid udstrækninger, men de har også et naturligt, uhæmmet kritisk system som publikum, hvor de meget nemt kan risikere en 'katastrofe', hvis de ikke kender de omstændigheder, de spiller ind i. Men de fleste teatre kunne arbejde mere bevidst med at forholde sig til deres eget publikum, og måske endegyldigt få nedbrudt den 'fjerde væg', der adskiller tilskuere og skuespillere. Den fjerde væg, som var en fantastisk opfindelse for det nye naturalistiske teater ved udgang af det nittende århundrede, forsøger at opretholde en illusion om at der er en 'glasvæg' mellem handlingen på scenen og publikum i salen, at alt der foregår på scenen ikke påvirkes af tilskuerne, at det er en 'virkelighed' der udfolder sig. Trods alt er film og tv så uendeligt meget bedre til at skabe forestillinger med en fjerde væg, eftersom den rent faktisk findes i deres tilfælde. Den bestræbelse på at fastholde noget, som er så indlysende forkert, er et spild af energi, og endnu værre, det dæmper den naturlige udveksling, der finder sted mellem skuespillere og publikum. Den fjerde væg er en bremseklods på det fine kritiske system, som sal og scene udgør.
Det der er teatrets opgave, er at minde os alle, optrædende og tilskuere indenfor alt fra musicals til performance, om at vi lever i en kritisk tilstand. Det er vores livsvilkår og uanset hvor gerne vi ville kunne kontrollere og planlægge vores liv, så indtræffer det uforudsigelige fra uventet kant uden rationel årsag.
Det uventede
Publikum ankommer til teatret fra en dagligdag, der på mange måder er stadigt mere tilrettelagt og kontrolleret, selvom den måske alligevel kan opleves som noget nær kaotisk. De fleste mennesker, og da især det bedre uddannede og velstillede teaterpublikum, ønsker og bestræber sig på at opretholde kontrol. De forsøger ihærdigt at magnetiserer deres liv. Hvis teatret vil gøre sin eksistensberettigelse indlysende, og klart insistere på de værdier, det rummer i forhold til tv og film, så kunne det mere bevidst tage den opgave på sig at løsne det magnetfelt, at genskabe, konkret i teaterrummet, den kritiske tilstand, hvor feltet kan komme til at fluktuere. Og det sker kun hvis alle bag og på scenen tør og evner at slippe kontrollen, tage publikum med og gøre plads for det uventedes indtræden.
Dette er ikke en fortale for et kaotisk teater. Det vil tværtimod kræve en høj grad af præcision og omhu at forberede forestillinger, hvor den kritiske tilstand kan holdes flydende. Men mest af alt vil det kræve mod til at møde det uventede.
Af Troels Chr. Jakobsen
Troels Chr. Jakobsen er manuskriptforfatter og instruktør.
Søndag Aften 12/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
